Allerede mens han læste på teknikum løste 47-årige Torben Assenius Petersen it-opgaver for danske industrivirksomheder. I begyndelsen var det nogen han kendte, som bad om hans hjælp, men senere kom der flere og flere opgaver fra andre, der havde hørt om ham.
Han nød de forskellige udfordrende opgaver og fandt det så spændende og udviklende, at han droppede den tunge matematik og fysik på E-linjen og blev selvstændig it-konsulent på fuld tid.
– Jeg tænkte, at det er det her, jeg skal lave, fortæller Torben om sine fornemmelser for it-branchen.
Efter fem år tog Torben et halvt års pause for at sejle i havene omkring Sydamerika og de Caribiske Øer. Da han kom hjem, blev han lokket af en fastansættelse, som senere førte til, at han blev medejer af et softwarehus, der baserede sig på AS400. Men i 2005 var han igen tilbage i rollen som it-konsulent, og har blandt andet arbejdet på opgaver for Copenhagen IT Consult (tidligere kendt som PØ Data) i flere omgange.
Konstant udvikling Når Torben søgte tilbage til konsulentlivet, så skyldes det primært, at han savnede de udviklingsmuligheder, som konsulentjobbene bød på. Han er drevet af den konstante udvikling og udsigten til ny viden om forskellige teknologier, brancher og applikationer.
– Jeg kan lide at udvikle mig, siger han kort, når man spørger, hvorfor han valgte at blive konsulent til fordel for direktørstillingen.
Der var mange udfordringer i at drive et softwarehus, men det satte nogle begrænsninger, især i den faglige udvikling.
– Som konsulent har man mulighed for fagligt at skifte mere rundt end som virksomhedsejer, hvor man i højere grad er nødt til at kommitte sig til den teknologi, man der har valgt, forklarer han.
I begyndelsen var det i høj grad den faglige udvikling, Torben søgte, men i de senere år har også det forretningsmæssige fået interesse.
– Tidligere fokuserede jeg på teknik og på at lave teknisk avancerede løsninger og interesserede mig mindre for det forretningsmæssige. Nu ser jeg anderledes på det og har langt mere fokus på det forretningens mål med projektet, som jo er årsagen til at projektet overhovedet bliver sat i søen. Jeg har konstateret, at opgaverne løses bedst, hvis jeg fokuserer på årsagen til, at de skal løses, siger han og supplerer:
– Jeg er blevet meget bedre til at tage skridtet tilbage og se helheden. “Hvorfor gør vi lige det her, og er det nu smart?”.
Nye kunder Netop fordi Torben sætter så stor pris på udvikling og at prøve nye ting, er han ikke den type konsulent, der bliver i årevis i samme virksomhed. Han svigter aldrig sine kunder, men han kan godt finde på at sige takke nej til en forlængelse – under de rigtige betingelser.
– Jeg siger meget sjældent nej tak til en forlængelse, for jeg mener ikke, at man bør lade en kunde i stikken, hvis de beder om mere hjælp. De gange jeg har sagt nej tak til en forlængelse, har årsagen været, at jeg dels har været samme sted ret længe – dels, at det jeg bliver bedt om i virkeligheden er et nyt projekt, hvor andre lige så godt kan komme på. Hvis de faglige udfordringer samtidig ikke er sådan, at jeg føler, at jeg vil udvikle mig, kan jeg finde på at sige nej tak.
Det gjorde han for nylig, også selvom han ikke havde en ny opgave på hånden. Heldigvis gik det sådan, at han få uger senere fik han en ny opgave gennem Copenhagen IT Consult.
Torben bruger it-konsulenthuse som Copenhagen IT Consult til at finde nye opgaver for sig.
– Konsulenthuset er min salgsafdeling, for jeg har ikke tid til at lave salgsarbejde. Jeg har haft kontakt med tidligere kunder, men det har jeg måtte slippe. Jeg har simpelthen ikke tid.
Han er glad for samarbejdet med Copenhagen IT Consult, som har stået på siden 2006 og har givet ham opgaver samlet set i næsten tre år.
Han lægger vægt på at kunne have et professionelt og forretningsorienteret samarbejde med de konsulenthuse, han har kontakt til. Det opfylder Copenhagen IT Consult til fulde:
– De er både seriøse og realistiske, slutter han.