En ekstern it-konsulent, der skal løse en opgave ude hos en kunde, skal indgå i en social enhed, der består af fastansatte medarbejdere, ledere og eventuelt andre eksterne konsulenter.
Derfor er det vigtigt, at finde den rette person med det rigtige faglige og menneskelige match. Konsulenterne er professionelle udøvere af deres hverv, men de er også mennesker.
Det er konsulenthusets opgave – i samarbejde med kunden – at finde den bedst egnede konsulent til opgaven. Men det bør ikke stoppe dér ifølge Pierre Ørndorf, direktør hos Copenhagen IT Consult.
– Det handler om mere end blot at matche indledningsvis. Når konsulenterne sidder hos kunden i længere tid, er det vigtigt at følge op og spørge ind til, hvordan det går, siger han.
Projektlederen vil normalt følge op på det faglige og checke, at opgaverne bliver løst i henhold til planen, da det er kunden, der har ledelsesretten -og pligten. Det betyder ikke, at kunden ikke kan forvente noget af konsulenthuset, for de kan nemlig i høj grad tage sig af den menneskelige del og sætte opfølgningen i system.
Giver kundetilfredshed
– Vores kvalitetsopfølgnings koncept sørger for at konsulentens trivsel kommer regelmæssigt på dagsordenen. Nogle gange er det også lettere for konsulenten at sige tingene til os, og så kan vi tage det op med kunden, siger Pierre Ørndorf.
Kunden kan også opleve det som en lettelse at have en tredjepart at tale med tingene om. Især hvis der er ved at opstå misforståelser eller uenigheder mellem kunden og konsulenten.
– I langt de fleste tilfælde kan vi tale om tingene og undgå at små ting bliver til alvorlige problemer. Det er til alles fordel.
Pierre Ørndorf betragter denne ydelse som en naturlig del af Copenhagen IT Consults servicetilbud.